Om at finde sine søben på en vis skole ved Svendborg Sund


af Mogens G. Larsen elev efteråret 1954

m.g.larsen@stofanet.dk



I juni 1954, 16 år gammel, blev jeg færdig med realeksamen på Mulernes Legatskole i Odense. Allere­de om foråret ved et blevet besluttet, at jeg skulle søge optagel­se på J.Laurit­zens Søfartsskole i Kogtved ved Svendborg. Jeg ved ikke, hvor min far havde fået denne henvisning fra, men det passede mig godt, for jeg havde for længst bestemt, at jeg ville ud at sejle og være styrmand. Inspirationen kom givetvis fra min morfar, der havde sejlet som søfyrbøder. Han var både for min fætter og mig den store inspirator, og der havde egentlig aldrig være talt om, at jeg f.eks. skulle i lære i et eller andet håndværk, læse videre på gymnasiet eller sådan noget.


Søfartsbog og uniformering

Jeg havde været til optagelsesprøve på Frederiksberg Slot hos en kaptajn Borking, og den var åbenbart gået tilfredsstillende, for jeg fik i hvert fald brev om, at jeg skulle møde i Kogtved sidst i juli. Den 20. juli 1954 fik jeg udstedt min søfartsbog af politiet i Odense, og en af de sidste dage i måneden drog jeg af sted til Svendborg.


Som noget af det første efter at vi var startet som "juniorer" skulle vi have uniformer. Det daglige arbejdstøj var blå bukser og busseronne med krave. Under busseronnen enten en undertrøje eller en blå sweater ("genser"). Til undervisning og udgang var vi i khakibukser med tilhørende skjorte og sort slips. Til brug om efteråret fik vi holmensbukser og en stortrø­je. Meget af denne ekvipering havde jeg gavn af i min sejltid og den fulgte mig i mange år, helt frem til navigations­skolen.


Seniorer og junorer

Skolen var delt i to årgange: De nye var juniorer, og efter et semester, (ca. fem måneder) – med god opførsel og demonstrerede evner som vordende leder - blev man "senior" i endnu et semester. Seniorerne var en slags overbasser. De kunne give juniorerne "not'er" for eksempel for ikke at arbejde hurtigt nok, for efterladenhed med påklæd­ningen eller blot for at være næsvis. Tre not'er gav en gang nægtelse af landlov, f.eks. en søndag eftermiddag. Seniorernes undervisning bestod i navigation, skibsteknik m.m., og de deltog naturligvis også i hele det fysiske program.


Juniorerne skulle havde den helt grund­læggende sømanduddannelse: Knob og stik, splejsninger, sejlsy­ning, motorlære, roning og sejlads med "Lilla Dan". De første uger gik bl.a. med at lære navn og placering af alle tovender på "Lilla Dan". Vi fik ud­leveret en dæksplan, og så var det bare med at få banket ind i hovedet, hvor styrbords topsejlsbras, skonnertsejlsfald, klofald, store pikstrækker, forestagsejlsfald osv var anbragt. Først når vi havde demons­treret, at det sad fast, fik vi lov til at komme om bord.

Lilla Dan ud for J. Lauritzens Søfartsskole i Kogtved. Ved bådebroen lå Betta Dan, en 4 tons gaffelrigget kutter, samt motorbåden Tøffa Dan og fire hvalbåde. Skolens bygninger er senere udvidet en del.


Skoleskibet Lilla Dan

Så begyndte selve klargøringen. Hele rigningen blev gået efter, og der blev skrabet, slebet og malet til skuden skinnede. Det var rart arbejde, og der var mange dage med dejligt vejr i august det år. To eller tre gange i løbet af efteråret havde vi øvelses­togter af 3-4 dages varighed, som regel ledet af overstyrmand Dyhr Nielsen som skipper og Jim Loft som styrmand (Forstander Eisfeldt kunne nok ikke sejle!). Der blev sejlet i de sydfynske farvande og en enkelt gang vi kom da også så langt som til Skagen, hvor vi lå for anker en nat. Da jeg var så heldig ikke at være plaget af søsyge, fik jeg af og til tjansen som hjælper for en af de kokkelever, der stod for maden ombord. En gang skete der det uheldige at kokken også måtte ud og kalde på onkel ulrik med jævne mellemrum, så det blev mit lod at skulle stå for bankekød til hele besætningen. Det gik nu meget godt, og bankekød er stadig en af mine livretter.


Fysisk træning

Hjemme på skolen havde vi et ret omfattende - og hårdt - fysisk træ­ningspro­gram. Hver morgen var der morgengym­nastik med efter­følgende dukkert i Svendborg Sund, dog kun hen til sidst i oktober!. Efterhånden som vandets temperatur sank, blev vi helt gode til at springe i fra broen, vende i luften og komme op ad trappen næsten uden at blive helt våde.


Hver dag havde vi enten gymnastik med gymnastiklærer Morten­sen, eller boksning og bryd­ning. Til disse timer kom der trænere fra de lokale klubber. Bokselæreren var en lille tæt mand med braknæ­se, der ikke altid nøjedes med at markere slagene. Desuden havde vi "anstand" - et af forstander Eisfeldt opfundet særlig ondartet styrketræningspro­gram, der mere tjente til at styrke

vores afsky for den autoritet, Eisfeldt repræsenterede.­ En af hans favoritø­velser var anders-and-løb: Ned at sidde på hug, og så "løbe" med helt bøjede knæ, så hurtigt man kunne. Det gjorde ondt, og ofte gik vi derfra med huden slidt af knæene. Løb med høje knæløft­ninger, armbøjninger osv. .... jo, han skulle nok få mandfolk ud af os.


To begivenheder, jeg særlig husker, er dels en søndag efter­middag, hvor vi skulle overvære et eller andet foredrag på Ollerup Idrætshøjskole. Iklædt ren og strøget khakiuniform med sort slips løb vi til Ollerup, der ligger 6-7 km fra skolen. Vi løb også hjem igen efter at have indtaget kaffe og lagkage med hindbærsyltetøj. En anden gang havde vi en rotur gennem Svendborg Sund til Elsehoved. Det foregik i hvalbådene, store otte-årers chalupper. Hver gruppe roede en båd, og der blev roet om kap, både ud og hjem, for det var jo æren det gjaldt. Hverken hænder eller ryg havde det godt, da vi nåede tilbage. Men man pev jo ikke...


I fritiden - som der ikke var så meget af - kunne vi få landlov og gå ind til Svendborg. Det blev til nogle enkelte biografture, men det var ikke i byen vi brugte mest tid. Vi var for det meste hjemme på skolen, læste eller snakkede. Der var tit et eller andet arrangement med et foredrag eller andet. Vi kunne også høre radio (TV fandtes ikke). Jeg husker, at radioen kørte med "Gre­gory Mysteriet" det efterår.


Så var der mere sjov ved de aftener, hvor vi havde danseundervisning. Vi skulle jo lære at føre os på de bonede gulve, og det sørgede fru Kruse for. "Se på mine ben", råbte hun, og demonstrerede trinene i quickstep. Det skulle vi nu ikke opfordres meget til, for de var faktisk ret veldrejede, skønt hun nok har været en pige godt over de fyrre. Da vi havde lært grundreglerne for høvisk op­træden, introducerede hun en flok af det svendborgensiske borger­skabs døtre som dansepartnere. Det kom der nogle få kontakter ud af, men pigerne blev ellers holdt - eller holdt sig selv - i stram snor.


Om natten blev der gået vagt på skolen og på "Lilla Dan", der lå for anker ovre ved Iholm. To mand ad gangen, fire timer på vagt. Skolevagten skulle rundère, og hver fulde time skulle man ned på bådebroen og blinke til den vagt, der gik ude på "Lilla". Hvis han ikke besvarede blinket, skulle vagthavende officer purres, for så måtte der jo være noget galt. f.eks. at han sov på vagten.


Vi lærte at arbejde

Noget af det, jeg bedst kunne lide, var sømandskab. Her lærte vi knob og stik, splejsning af tovværk og wire, og vi lærte sejlsy­ning. Vi syede en stor køjesæk af svær sejldug. Der er gået mange hundrede sting med sejlnål og sejlhandske til, med det må have være godt kram, for efter at den blev brugt som kuffert og køje­underlag gennem hele min elevtid, eksisterer den i bedste velgående den dag i dag.


På skemaet var der også motorlære under ledelse af "skibsgartner Mortensen", en ældre mand, der med gud ved hvilke kvalifikationer var havnet på søfartsskolen. Ud over at han forestod havearbejdet, skulle han også indføre os i maskintek­nikkens mysterier. Det foregik ovre i garagen, der var indrettet til motorrum. Der stod en ældre, encylindret skibsmotor, som vi skulle lære at starte og stoppe. Før man stoppede motoren, skulle der pumpes startluft, og for at give motoren den rette belast­ning, blev der stukket en planke ind under skrueakslen, hvorefter den blev belastet med et par elever for at opnå den rette bremse­virkning. En anden ting, han lærte os var at trimme en petrole­umslampe, så den brændte uden at sode. Det er der nok ikke mange, der kan i dag!


Vi skulle også lære at arbejde. Selvfølgelig skulle vi selv holde rent på vore lukaf'erne (poopen, bakken og skansen) og på skolen i øvrigt. Bl.a. skulle den lange gang på 1. sal bones. Vi deltog også i kabysarbejdet, f.eks. med rengøring af grøntsager, kartoffelskrælning og opvask. Kabysarbejdet var ret populært. Man kunne altid redde sig en kop kaffe og en marmelademad, og så var der en underskøn køkkenpige. Hun var færing, hed frk Siwertsen og var ikke ret meget ældre en elever­ne, så der var lidt lune følelser fra begge sider.


Mange dage i løbet af efteråret var vi på havearbejde (grav­ning), eller gravede skrænten ned mod sundet ud til ophalerplads for både. I dag ligger der et bådehus. De mange tons jord, der lå der, har jeg været med til at grave ud og køre op til vejen i trille­bør. En gang blev jeg sat til at feje flisegangen foran hoved­bygningen. En senior - eller måske "Stan­deren" - havde set det og syntes ikke at det gik så hurtigt som forventet. Jeg blev i hvert fald kaldt op til Standeren, der foreholdt mig det uaccep­table i mit arbejdstempo, idet han gjorde ophævelser over den måde jeg brugte kosten på. Jeg har nok lovet at forbedre mig. Ved en anden lejlighed blev jeg og en anden sat til at rydde et kælderrum for koks eller kul, for at give plads til et nyt læs. Det har nok også været en slags straf.


Manglende ambitioner

Jeg led på dette tidspunkt meget af hovedpine. Jeg husker, at jeg engang tidligere, mens jeg gik i skole, havde være på spejdertur til Hesbjerg-skovene ved Tommerup en varm sommersøndag. Varme, træthed og måske dehydrering gav mig denne dundrende hovedpine, som nu atter kom

med smerter, som næsten fik det til at sortne for øjnene. Særlig ved det fysisk krævende arbejde i

haven. Jeg var jo en lang, tynd bængel, der stadig var i fuld gang med at vokse. Men Eisfeldt antog nok, at hovedpinen var et forsøg på at slippe for at bestille noget. Jeg kunne heller ikke slå kraftspring, hvilket jeg med ynkelighed blev sat til at demonstrere, da selveste skibsrederen, Knud Lauritzen, besøgte skolen. Det tolkede Standeren som manglende ambi­tion om at blive til noget som officer i handelsflåden. Jeg havde kort og godt ikke nogen særlig høj stjerne hos ham. Mindst to gange blev jeg truet med "hjemsendelse", men havde dog held til at hænge på til afslutningen før jul.


Færdig med skolen

På dette tidspunkt var seniorerne færdige med skolen, og skulle nu ud at sejle. Hvis de havde al den krævede sejlskibstid (12 måne­der), skulle de ud som styrmandsaspiranter i Rederiets skibe. De, der stadig manglede nogle måneders sejlskibstid, kom ud i forskellige småskibe som almindelige småskibssejlere. Fritz, en fin fyr fra Skagen, der var ældste senior, fik at vide, at han var far­veblind, og måtte søge en anden levevej. Naller (Niels Jørgen Jørgensen) og Sigurd Hauge skulle jeg senere komme til at sejle sammen med. Flere af de andre mødte jeg senere som aspiran­ter på andre Lauritzen-både og i søværnet.


Juniorerne skulle nu rykke op som seniorer. Alle - undtagen de uegnede. Jeg har åbenbart hørt til de måske egnede, for jeg var blevet udset til at stoppe på J. Lauritzens Søfartsskole og fik tilbudt hyre på et det gode skib "Else" af Hasseris, kaptajn Hans Wilhelm Peter Block Schrøder. Kunne jeg klare de ni måneder, jeg manglede af min sejlskibstid, med et godt skudsmål, kunne jeg så

fortsætte som aspirant i rederiet. Den 16. december 1954 blev jeg "hjemsendt" fra J. Lauritzens

Søfartsskole i Kogtved med et søfartsskolestempel og 2 mdr 01 dags sejlskibstid på bogen, og med med følgende skudmål på mit ”stamkort”: ”Høflig dreng, men har en noget ubehersket optræden og er kværulantisk” Efter en - alt for kort - juleferie fik jeg besked fra rederiet, at jeg skulle mønstre om bord på "Else" af Hasseris i Frederiksholms Kanal den 2. januar 1955.


Efterårsholdet 1954. Til venstre forstander Villy Eisfeldt, fru Eisfeldt og overstyrmand Dyhr Nielsen. Til højre gartner Morten­sen, økonomaen og 3.stm Loft. De øvrige er fra oven til venstre i bagerste række: Klaus, ?, mig, Holm-Nielsen, Henrik Haubo, Gert Runge. Tredie række: Peter Ernst Christiansen, Urban Petersen ?, ?, Jørgen Randrup, de to kokkeeleve. I anden række: ?, Jørgen Weinreich, Arne Sand, Torben Tvevad Madsen, Kasper, Øjvind Sørdal Brink, frk Siwertsen, ?. Første række: Peter Funch, ?, Niels Jørgen Jørgensen, Ole Bertelsen, Sigurd Hauge, Frits, Jon, Mikko Suodenjoki, Jørgen Viuf Christiansen og Thøger.


PS: Jeg har sat spørgsmålstegn ved dem, jeg ikke husker navnet på. Hvis nogen kan identificere disse personer, hører jeg gerne fra dem.






Autoritær ledelse

Hvad havde jeg så fået ud af de fem måneder

på søfartsskolen? Jeg var i bedre fysisk form end jeg nogensinde tidligere havde været. Jeg havde fået en god, grundlæggende sømandsuddannelse, som kom mig til gode de følgende år. Og jeg havde nok også fået en vis afretning. Men jeg var glad for, at jeg kun skulle være der det halve år. Det autoritære system, som Eisfeldt opretholdt, var inderligt modstander af. Senere på Søofficersskolen kunne jeg genkende systemet. Nu var seniorere bare erstattet af liniekadetterne. Not-systemet og snobberiet for klasse og rang var lige så udtalt. Det havde jeg det heller ikke godt med.



Ud over oplysninger om at jeg var ’skikket til udkig’, og havde gennemgået 3 måneders kursus på J. Lauritzens Søfartsskole, indeholder søfartsbogen oplysninger om alle udmønstringer. Her er det dokumentation for sejltid som dæksdreng på Lilla Dan.




43